Charlotte

Jeg har faktisk boet her det meste af mit liv. Jeg flyttede ind sammen med mine forældre da jeg var 13 år gammel, i 1986. Det føles faktisk som om jeg altid har boet her, og jeg regner med, at jeg skal bæres herfra.

Det siger næsten sig selv, efter alle disse år, at jeg er glad for at bo her. Det er en rigtig dejlig lejlighed jeg har, og så befinder jeg mig virkelig godt i området her. Det er rart at være her. Vi holder sådan lidt øje med hinanden – på den gode måde altså. Vi hilser på hinanden, og vi hjælper hinanden. Når jeg er på ferie, så får min overbo min nøgle, hvis nu der skulle blive behov for at komme ind i min lejlighed.

Jeg føler mig glad og tryg her og jeg har absolut intet problem med at cykle hjem sent om aftenen, når jeg får fri fra arbejde. Jeg vil langt hellere cykle herud end ind til byen.

Så er der vores dejlige og store græsplæne, som jeg egentlig ikke bruger så meget, men som er rigtig skøn at kigge på. Om ikke så længe så skal der være et rigtig stort arrangement på græsplænen. Der kommer 4-500 børn og voksne med musikkorps og politieskorte hertil, når områdets dagplejemødre laver et fællesarrangement.

Nu har jeg lige besøgt nogle tidligere beboere herude, der er blevet mine venner. De bor udenfor Frederikshavn. Det er rigtig dejligt at besøge dem, men efter et par dage, så trænger jeg til at komme hjem, for jeg savner faktisk den mangfoldighed af mennesker man møder her i området.

Charlotte – Arbejder i hjemmeplejen, og er en del af beboerrepræsentationen.