Kære beboer

Kalenderen skriver allerede september, efteråret banker så småt på døren, og vi begynder i højere grad at hygge indenfor.

I denne udgave af vores nyhedsbrev kan du læse mere om, hvad du kan gøre for at mindske luftfugtigheden i din lejlighed, om loppemarkedet den 17. september, nettoprisindeksets betydning din husleje og rensningen af faldstammerne.

Vi vil gerne slå et slag for, at du oplyser din adresse, dit telefonnummer og din mail, når du kontakter os. Gør du det, kan vi meget hurtigere hjælpe dig med dine spørgsmål.

Vi håber, at du får et hyggeligt efterår.

Mange hilsner Oliver og Niels

Administrator i Hejredalsparken Oliver Engelund
Kontakt os, Niels Aage Eriksen er klar til at vise dig vores lejligheder i Hejredalsparken og svare på dine ofte stillede spørgsmål

Nettoprisindekset

Der har i den seneste tid været en del i medierne om den voldsomme stigning af nettoprisindekset, som inflationen fører med sig, og som potentielt kan medføre meget høje huslejestigninger.

Som reglerne er nu, beslutter udlejer, hvor meget huslejen skal stige, så længe den ikke er højere end nettoprisindekset. Huslejestigninger er nødvendige for at kunne dække de øgede omkostninger til driften af ejendommene.

I Hejredalsparken har vi besluttet, at huslejen kun kommer til at stige med 2 % i stedet for de 4 %, som er ved at blive hastevedtaget i Folketinget. Oliver sender inden længe en mail til dig med din nye husleje.

Rensning af faldstammer

Fra den 19.-29. september bliver alle køkkenfaldstammer i Hejredalsparken renset. Du har fået et brev med datoen for, hvornår faldstammen i din ejendom bliver renset.

I forbindelse med rensningen er det vigtigt, at medarbejderne fra Norva24 har adgang til din lejlighed.

Er du ikke hjemme, skal du derfor venligst aflevere en nøgle i viceværtens postkasse på Emmasvej 3 eller kontakte Ejnar på tlf.: 27 20 45 47 for at lave en aftale om, hvordan vi kan komme ind i lejligheden.

Du skal derudover rydde skabet under køkkenvasken, så medarbejderne fra Norva24 nemt kan komme til rørene.

Husk at lufte ud

Vinteren venter rundt om hjørnet, hvilket generelt betyder, at den indendørs luftfugtighed stiger i takt med, at temperaturen falder, og vi tilbringer mere tid indenfor.

For at undgå en for høj luftfugtighed i lejligheden er det en god idé at lave gennemtræk min. tre gange om dagen. Det hjælper også at skrabe vand af væggene og gulvet, når du har været i bad og at bruge emhætten, når du laver mad.

Oplever du dug på dine vinduer, er det et tegn på, at luftfugtigheden er for høj, og at du trænger til at få luftet ud.

Er du i tvivl om, hvor høj eller lav luftfugtigheden er i din lejlighed, kan du købe et hygrometer. Et hygrometer måler luftens indhold af vanddamp og koster fra ca. 50 kr. og opefter.

Loppemarked

Emilie Thordal-Christensen har arrangeret et loppemarked i Hejredalsparken lørdag den 17. oktober kl. 10.00-12.00.

Det er gratis at have en stand på loppemarkedet. Standene er som udgangspunkt forbeholdt beboere i Hejredalsparken, men alle er naturligvis meget velkommen til at besøge markedet.

Tag derfor din familie og venner med under armen og gør en god handel, mens du møder dine naboer.

Er du interesseret i at have din egen stand, eller har du spørgsmål til arrangementet, kan du kontakte Emilie.

Du kan også læse mere på Hejredalsparkens facebookgruppe.